Der er mange fordele ved at dyrke yoga, både på det fysiske og det psykiske plan. På det fysiske plan opbygges og smidiggøres dine muskler og led,  du forbedrer din koordinations- og balanceevne, og du lære at afspænde kroppen og at kunne slappe af. Derudover forbedres din blodcirkulation og iltoptagelse, og du vil opleve fornyet energi og overskud.

På det psykiske plan styrker yogaen din evne til koncentration og skærper dit fokus. Den hjælper dig til at kunne skrue ned for tankerne og opnå mental klarhed og ro i sindet.

For yogi’er (folk der dyrker yoga) er det fysiske og det mentale uløseligt forbundet, og kropsbevidsthed er altafgørende for indre harmoni og balance.

Yoga- og åndedrætsøvelser, meditation og afspænding hjælper dig til at træne og styrke din kropsbevidsthed, så kroppen bliver din medspiller og ven, der kan hjælpe dig til at træffe de rigtige valg og gøre dig opmærksom på ubalancer og spændinger. 

Yogaens overordnede mål er at opnå kontrol over sindet. Ofte er vi kontrolleret af vores følelser og tanker, og kan have svært ved at se, hvordan vi kan føle, tænke eller handle anderledes end det vi gør. Gennem yoga- og åndedrætsøvelser, meditation og afspænding kan du få hjælp til at styre og evt. ændre negative tankemønstrer og handlinger, således at du kan være tilstede nu og her, mærke din egen indre styrke og glæden ved livet.

Undervisningen vil indeholde afspænding, yoga – og åndedrætsøvelser og lettere meditation.

                                                          

Vi er i vesten efterhånden blevet opmærksom på de mange fordele, der er forbundet med at dyrke yoga.

Yoga giver dig muligheden for at udvikle:

- øget kropsbevidsthed

- en bedre og sundere kropsholdning

- et bedre og sundere brug af åndedrættet

- mere smidighed

- bedre evne til at fokusere

- større oplevelse af centreret- og afbalancerethed

- mere energi og livsglæde

- en bedre søvn

- hjælp til forebyggelse og håndtering af stress, depression og udbrændthed

Yoga har positiv indflydelse på både vores kredsløb og nervesystem, og derfor er der mange fordele forbundet med at dyrke yoga.